• Transfer

Sky Sports: Dortmund stjæler engelsk stortalent for næsen af United

Jude Bellingham
Getty Images
Annonce

17-årige Jude Bellingham er i enormt høj kurs, og nu ser det ud til, at Borussia Dortmund har sikret sig Birmingham-stjernen

Han er først lige fyldt 17 år, men midtbanespilleren Jude Bellingham har allerede spillet hele 35 The Championship-kampe siden oprykningen til Birminghams førstehold sidste sommer. Undervejs er det også blevet til fire scoringer, og den purunge teenager har allerede skabt interesse hos en lang række af England og Europas topklubber.

Især Manchester United har jagtet Bellingham, og The Red Devils har efter sigende været klar til at lægge en stor sum penge på bordet for den engelske U17-kaptajn. Men det ser ud til, at Ole Gunnar Solskjær & Co. må kigge langt efter Birmingham-spilleren.

For ifølge Sky Sports har Bellingham valgt at takke ja til Borussia Dortmunds tilbud om en fem-årig kontrakt. Det valg skulle angiveligt være inspireret af landsmanden Jadon Sancho og Erling Braut Hålands store succes i Bundesliga-klubben i en ung alder. Handlen er endnu ikke bekræftet, men det ventes, at Borussia Dortmund må betale i omegnen af 200 millioner kroner for Bellingham.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.