• Transfer

Søndagens transferrygter: PSG melder sig ind i Eriksen-kapløbet

Christian Eriksen, Tottenham
Getty Images
Annonce

Den franske storklub vil have Christian Eriksen til januar, og i Manchester overvejer Solskjær at gå af. Det er tid til søndagens brandvarme transferrygter

Christian Eriksen ligner mere og mere en færdig mand i Tottenham, og stadigt flere af Europas topklubber melder sig under de interesserede faner i disse uger. Spanske Real Madrid menes stadig at være frontløberen i kapløbet, men også Juventus og Manchester United har vist nysgerrighed.

Og nu får de selskab af de franske mestre fra PSG. Rygter fortæller nemlig søndag, at klubben gerne vil forstærke Thomas Tuchels mandskab med den 27-årige dansker til januar, når transfermarkedet åbner igen. (Mail on Sunday)

Solskjær overvejer sin fremtid

Manchester United spiller søndag skæbnekamp mod formstærke Liverpool i Premier League, og den kan blive afgørende på mere end en måde. Forlydender i England fortæller nemlig, at United-manager Ole Gunnar Solskjær er klar til at forlade posten i det øjeblik han ikke længere føler, at han hjælper klubben. Et nederlag til ærkerivalerne kan være sidste pind til den ligkiste. (Metro)

Solskjær fik dog fornem opbakning henover weekenden, da selveste Sir Alex Ferguson blev spottet i samtale med nordmanden på Manchester Uniteds træningsanlæg. (Manchester Evening News)

Napoli indstiller sig på stjernesalg

Senegalesiske Kalidou Koulibaly er blandt fodboldverdenens mest eftertragtede forsvarsspillere, og Napoli-direktør Aurelio De Laurentiis erkender, at dagen vil komme, hvor klubben bliver nødt til at sælge ham.

Begge Manchester-klubber er blevet sat i forbindelse med den 28-årige midtstopper. (Sky Sports Italia, via Sunday Express)

Manchester United vil forlænge med styrmand

31-årige Nemanja Matic har aldrig helt genfundet sit niveau fra Chelsea i Manchester United, men det afholder ikke De Røde Djævle fra at ville give serberen et år mere på Old Trafford.

Midtbanespillerens kontrakt indeholder muligheden for en automatisk etårig forlængelse, og i lyset af interessen fra Inter Milan overvejer storklubben nu at aktivere klausulen.  (Corriere dello Sport, via Sunday Express)

Loading