• Transfer

Søndagens transferrygter: Juventus har bud klar på Pogba

Paul Pogba, Manchester United
Getty Images
Annonce

Så starter møllen med Paul Pogba igen, og denne gang har Juventus noget i ovnen. Her får du dagens transferrygter!

Rygterne om Paul Pogba vil ingen ende tage. Den franske midtbanestjerne har stort set ikke spillet for Manchester United i denne sæson, men det har tilsyneladende ikke gjort ham mindre varm blandt Europas storklubber.

Denne gang er det Juventus, der tager teten i jagten på Pogba, og nu skulle italienerne være klar med et bud. Den Gamle Dame er klar til at sende Aaron Ramsey og Adrien Rabiot samt én milliard kroner til Old Trafford. (Gazzetta dello Sport, via Daily Mail)

Pochettino klar som Guardiola-afløser

Denne sæson har været fyldt med problemer for Manchester City, der senest er blevet idømt en katastrofal dom på to års udelukkelse af europæiske turneringer for rod i økonomien.

Dét, krydret med en mindre god Premier League-sæson, kan angiveligt få Pep Guardiola til at pakke kufferten og smutte. Skulle det ske, ligger den tidligere Tottenham-manager Mauricio Pochettino i pole position til at overtage trænersædet på Etihad. (Sun on Sunday)

Levy afblæste køb af Aston Villa-stjerne

Under netop Pochettinos ledelse var Tottenham inde i en fantastisk periode i sidste sæson, og det endda uden de store handler. Argentineren foretog sig faktisk slet ikke et eneste indkøb op til 2018/19-sæsonen.

Det var dog ikke helt meningen, for man var efter sigende godt i gang med at sikre en aftale med Aston Villas Jack Grealish for kun 50 millioner kroner, men formand Daniel Levy afviste handlen. (Sun)

Villa vil skræmme United væk

Grealish har været den helt store stjerne for Aston Villa i denne sæson, og englænderen blev i januarvinduet kædet kraftigt sammen med et skifte til Manchester United.

Nu vil Villa forsøge at skræmme eventuelle bejlere væk ved at tilbyde anføreren en ny forbedret kontrakt. (Mirror)

Chelsea vil hente Inter-midtbane

Christian Eriksen startede forleden på bænken for Inter, og i hans sted spillede blandt andre Matías Vecino, der desuden kom på måltavlen. Til sommer kan der dog blive kortere vej til startopstillingen for danskeren.

Vecino kan nemlig stå foran et skifte til Chelsea, da Premier League-klubben skulle være i gang med at forberede et bud på 200 millioner kroner for uruguayaneren. (Express)

United har tre talenter på radaren

Ole Gunnar Solskjær er i gang med at bygge et nyt hold op i Manchester United, og planen er at få flere britiske spillere i truppen. Det skal tre unge talenter hjælpe nordmanden med.

De tre spillere er Norwich-duoen Todd Cantwell og Max Aarons samt West Ham-profilen Declan Rice. (Daily Mail)

Leicester holder øje med Arsenal-indkøb

Arsenal hentede i sommer Kieran Tierney i Celtic, men skotten har været voldsomt plaget af skader. Han var lige kommet tilbage fra en hofteskade, da skulderen pludselig gik i stykker i en kamp i starten af december.

Nu spekuleres der i, om Tierney allerede snart er fortid på Emirates, og venstrebackens tidligere manager Brendan Rodgers skulle gå med overvejelser om at hente ham til Leicester. (90min)