• Transfer

Sørloth til Real Madrid og Redknapp til Nigeria: De mærkeligste fodboldrygter i 2020

Redknapp
Getty Images
Annonce

Transfervinduet nærmer sig, og skal man tro rygterne, kan der være nogle bemærkelsesværdige handler under opsejling

Det kommende transfervindue kan meget vel blive markant anderledes, end hvad vi har set i de senere år. Dette skyldes corona-krisen, der både har påvirket klubbernes økonomi og forskudt sæsonen, så den løber over sommeren.

Om dette er grunden til, at der har været flere bizarre transferrygter end normalt, kan vi ikke svare på, men vi har her samlet nogle af de mærkeligste rygter, der har floreret i år.

Vi lægger ud med et rygte om en tidligere Superliga-profil, der er på radaren i Real Madrid.

Alexander Sørloth til Real Madrid

Den tidligere FC Midtjylland-angriber formåede slet ikke at slå til for Crystal Palace i den engelske Premier League, men under sit lejeophold i Trabzonspor har han banket 23 mål ind i 35 kampe og er en af de primære grunde til, at holdet i øjeblikket fører den tyrkiske liga.

Disse præstationer fik ifølge flere medier den spanske gigant Real Madrid til pludselig at vise interesse i den 24-årige nordmand.

Flere af de engelske fans har siden været decideret målløse over dette rygte.

Jeff Hendrick til AC Milan

Der har været rygter om, at den tidligere RB Leipzig-træner Ralf Rangnick skulle være et emne til trænerposten i AC Milan, og ifølge Sky Sports skulle han have tænkt sig at tage den irske landsholdsspiller Jeff Hendrick med sig på en fri transfer.

Harry Redknapp til Nigeria

Jamen hvorfor ikke?

Harry Redknapp har ikke været fodboldtræner, siden han i 2017 fik sparket i Birmingham efter blot 13 kampe.

Nu er der minsandten opstået bizarre rygter om, at den 73-årige træner skulle være i spil til jobbet som nigeriansk landstræner, når Gernot Rohrs, den nuværende træner, kontrakt udløber om en måned.

Redknapp blev af TalkSPORT spurgt indtil disse og svarede følgende med et glimt i øjet: “Den er god nok. Jeg har talt med Sandra (hans kone, red), og hun har altid drømt om at bo i Nigeria.”

Den tidligere angriber Peter Crouch var lynhurtig til at melde sig klar, da han hørte rygterne.

Claudio Bravo til Celtic

Tilbage til et lidt mere seriøst, men stadig mærkeligt, rygte.

Den 37-årige Manchester City-reserve Claudio Bravo skulle ifølge Planet Football være på en liste over potentielle målmænd, der skal erstatte Fraser Foster i Celtic.

Joe Hart og Tom Heaton skulle også være på listen, men den tidligere Barcelona-keeper skulle altså være førsteprioritet.

Pietro Pellegri til Manchester United

Pietro Pellegri blev af italienske medier udråbt til at være den nye Lionel Messi, da han i 2018 i en alder af blot 16 år skiftede fra Genoa til AS Monaco til en pris på godt 150 millioner kroner.

Siden da er det dog kun blevet til sølle seks kampe og et enkelt mål for den i dag 19-årigeoffensivspiller. Dette skyldes i stor grad, at han har været ramt af skader, hvorfor ingen for alvor kender hans niveau i øjeblikket.

Alligevel kunne den italienske journalist Gianluca Di Marzio i weekenden fortælle, at selveste Manchester United pludselig er interesseret i ham.

Patrick van Aanholt til PSG

Der må simpelthen være bedre alternativer på markedet.

Det kan godt være, at PSG kontinuerligt har haft svært ved at besætte venstre backen, men når det hollandske medie Football-Oranje skriver, at de nykårede franske mestre har planer om at hente Patrick van Aanholt i Crystal Palace, lyder det næsten som en joke.

Mediet skriver dog også, at PSV Eindhoven i hjemlandet er interesseret, og det lyder lidt mere som et niveau for den 29-årige back.

Kilde: Planet Sport

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og videoer, kan du gøre det via linket herunder.