• Udtalelse

Solbakken og Guardiola forsonede over en øl

Getty Images
Annonce

De to trænere havde været i totterne på hinanden i en kamp mellem FCK og FC Barcelona, men Ståle rakte en hånd ud, og de fik en forsoningsbajer

I 2010 røg FC København i Champions League-gruppe med Barcelona. På det tidspunkt var den spanske klub på toppen og havde Andres Iniesta, Xavi og Lionel Messi på banen.

På bænken sad Pep Guardiola, der var ved at slå sit navn fast i toppen af europæisk fodbold.

Den første kamp mellem dem endte med en sejr på 2-0 til Barcelona i Spanien. Kampen vil især blive husket for en friløber til Cesar Santin, som ikke blev til noget. Angriberen hørte en fløjte, og han stoppede op, da han troede den kom fra dommeren.

Den kom i stedet fra Jose Pinto i Barcelona-målet, og denne episode blev husket til næste kamp i Parken.

(Photo by David Ramos/Getty Images)

Det opgør endte 1-1, og de to trænere gav hånd efter kampen. Men håndtrykket udviklede sig til klammeri, og de to temperamentsfulde trænere måtte skilles ad.

“Guardiola siger til mig, at ‘nu kan du gå til fucking UEFA og brokke dig over kampen’. Jeg prøver at forklare ham situationen stille og roligt, men da vi nærmer os spillertunnellen, kan jeg ikke klare mere. Det slår klik for mig. Jeg husker ikke, hvad jeg sagde, men det var i hvert fald ikke særlig pænt,” siger Solbakken til TV2 Norge.

Sæsonen efter var Solbakken røget til FC Køln. Barcelona spillede en kamp mod Leverkusen, og nordmanden ville nu lægge episoden i Parken bag sig.

Han tog derfor kontakt til Guardiola, der accepterede at mødes. Sammen med sin assistent Bård Wiggen tog de hen til spillerhotellet og ventede. Her ser Guardiola dem.

“Skulle du ikke være norsk landstræner? Hvad laver du her i Tyskland?, spørger Barcelona-træneren, inden han iler videre,” husker Solbakken.

Efter middag med spillerne mødtes de tre trænere, og det blev en lang aften.

“Jeg, Wiggen, Pep, en taktiktavle, to øl og en Pepsi Max. Så diskuterede vi ellers fodbold i fire timer. Barcelona-præsidenten kom gående forbi, men Pep ænsede det slet ikke. Da klokken var blevet 03.30, sagde jeg pænt tak, ‘vi skal ikke tage mere af din tid’. Selv der sad han og flyttede brikkerne rundt på taktiktavlen. Manden var sygt intens.”

Siden er Solbakken kommet tilbage til FC København og Guardiola er nu manager i Manchester City.