Southampton leverer vildt comeback og slår Tottenham

Tottenham var på vej mod sejr, men smed det hele i slutfasen og er uden sejr i de seneste fire ligakampe

To scoringer i det sidste kvarter vendte op og ned på det hele, da Southampton hjemme slog Tottenham i danskeropgøret i Premier League.

Efter en udligning et kvarter før tid sikrede James Ward-Prowse Southampton de tre point, da han øgede til 2-1 på et direkte frispark ni minutter før tid.

Southampton havde Pierre-Emile Højbjerg og Jannik Vestergaard med i sejren over Christian Eriksen og co., som tabte endnu et skridt i kampen om top-4.

Det var gæsternes fjerde ligakamp i træk uden sejr, og på tredjepladsen er Tottenham tre point foran Manchester United, der har spillet en kamp færre.

For Southampton var de tre point vigtige i bundkampen, hvor klubben er to point foran Cardiff, som uden Kenneth Zohore på banen hjemme slog West Ham 2-0.

Christian Eriksen forsøgte efter 22 minutter at score sit første mål på et direkte frispark i ligaen siden 2015, men bolden prellede af på overliggeren.

Medie: Tottenham kræver ekstra, hvis Eriksen skifter til PL-rival

Tottenham er indstillet på at lade Christian Eriksen skifte klub for 670 millioner. Men ikke hvis den nye destination er en anden Premier League-klub. Så er danskeren dyrere

Kort efter sørgede Harry Kane for 1-0 fra tæt hold efter oplæg fra Dele Alli i en situation, hvor Vestergaard ikke havde helt styr på Kane.

Det var Kanes mål nummer 200 som seniorspiller for Tottenham, Leyton Orient, Millwall, Leicester og England.

I denne sæson er Kane noteret for 17 ligamål og 24 scoringer i alle turneringer efter to måneder ude af spillet med en skade.

Eriksen sprudlede mere end længe i første halvleg og forsøgte sig med en afslutning fra distancen kort før pausen, som Southampton-keeper Angus Gunn fik vippet over overliggeren.

Hjemmeholdet foretog to indskiftninger i pausen og var bedre med i anden halvlegs indledning. Med et kvarter igen kom belønningen, da en bold fik lov at passere gennem hele Tottenhams forsvar og Yann Valery udlignede, og så leverede James Ward-Prowse sin drømmescoring til 2-1.

/ritzau/

EFTERLAD ET SVAR

Please indtast din kommentar!
indtast venligst dit navn her