• Nyhed

Spansk medie: Messi blokerede Eriksen-skifte i sommer

Christian Eriksen, FC Barcelona
Getty Images
Annonce

Christian Eriksen måtte blive i Tottenham denne sommer, men den danske stjerne var tæt på at ende i FC Barcelona. Selveste Lionel Messi nedlagde veto

Det er ikke let at være Christian Eriksen for tiden. Efter en hektisk sommer, hvor playmakeren blev sat i forbindelse med mange store klubskifter måtte han i sidste ende slå sig til tåls med at blive i Tottenham. Især Real Madrid var ude med snøren, men manager Zinedine Zidane satte eftersigende en stopper for det skifte, da han ville have Manchester Uniteds Paul Pogba.

Og nu kan det spanske medie El Desmarque berette, at en anden højt profileret figur i spansk fodbold ligeledes satte en stopper for et skifte til FC Barcelona. Den catalanske storklub var nemlig klar til at hente Eriksen og ville endda sende Ivan Rakitic og Carles Aleña den anden vej til London. Det skriver Ekstra Bladet.

Men Lionel Messi nedlage veto. Den argentinske stjerne var efter sigende ikke overbevist om Eriksens evne til at afgøre vigtige kampe, og så kommunikerede han til klubledelsen, at danskeren ikke ville være den rette forstærkning til klubben.

Christian Eriksens kontrakt i Tottenham udløber til sommer, og der spekuleres for tiden voldsomt i et skifte allerede til januar. Hvis han vel at mærke kan finde en klub uden vigtige personer, der ikke ønsker ham i truppen.