• Udtalelse

Ståle: Går gerne til straffespark mod Celtic

Ståle Solbakken, FC København
Getty Images
Annonce

Skulle torsdagens opgør mellem Celtic og FC København ende i straffesparkskonkurrence, vil Ståle Solbakken være ganske tilfreds

FC København har i de seneste par sæsoner været ude i et par hæsblæsende straffesparksdramaer på deres europæiske rejser.

I sidste sæson sendte Løverne Atalanta ud af Europa League via spark fra pletten, mens det i indeværende sæson blev til et Champions League-exit i de to opgør mod Røde Stjerne.

Ender torsdagens kamp mod skotske Celtic i Europa Leagues 1/16-finaler med endnu en duel fra de 11 meter, vil manager Ståle Solbakken være fint tilfreds, fortæller han.

“På forhånd ville jeg tage en straffesparkskonkurrence, for vi har en god målmand. Straffespark er cirka 50/50, og det er bedre end udgangspunktet inden kampen,” lyder det fra nordmanden ifølge BT.

Solbakken fortæller desuden, at han ikke har fået sine spillere til at træne straffespark inden kampen, da truppen har givet udtryk for, at det ikke gavner synderligt, fordi presset i forbindelse med så vigtige spark fra pletten ikke kan simuleres på træningsbanen.

Det første opgør mellem FC København og Celtic i Telia Parken endte 1-1, og samme resultat skal dermed blive en realitet i returkampen, hvis de danske mestre igen skal ud i et straffedrama.