• Reaktion

Ståle: Meget tilfreds med anden halvleg

Ståle Solbakken, FC København
Getty Images
Annonce

FC København vandt til syvende og sidst 2-1 over Brøndby i søndagens derby, og Ståle Solbakken var især glad for sit mandskabs anden halvleg

Det lugtede af en skidt dag på kontoret for Ståle Solbakken og FC København, da Kamil Wilczek bragte Brøndby på sejrskurs efter bare seks minutters spil i søndagens derby.

Men et mål i hver halvleg af Viktor Fischer betød, at Løverne kom tilbage og vandt opgøret.

Mens første halvleg ikke var imponerende, jubler manager Solbakken over de sidste 45 minutter.

“Første halvleg blev meget ujævn, hvor ingen af holdene rigtigt fik initiativet, og Brøndby var dygtige til at udnytte kontramulighederne, når vi mister bolden på de forkerte tidspunkter,” udtaler han ifølge FC Københavns hjemmeside og fortsætter:

“Men jeg er meget tilfreds med 2. halvleg, hvor vi spiller en fantastisk kamp – bortset fra 3-4 minutter, hvor vi giver Brøndby flere store chancer, så de også kunne have afgjort kampen.”

Nordmanden erkender dog, at det godt kunne være endt i et nederlag, hvis ikke det havde været for en sprællemand i FCK-målet.

“Jeg er især tilfreds med den måde, vi efter pausen varierede vores angreb mellem at køre over fløjene og lave kombinationer over midten, men så har vi lige nogle minutter, hvor de får nogle store chancer, hvor Kalle (Johnsson, red.) må redde os. Ellers kunne vi lige så godt have stået med et 1-2-nederlag her bagefter.”

Med sejren er FC København fire point efter FC Midtjylland, inden Ulvenes kamp mod Silkeborg mandag.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.