• Nyhed

Stolt kaptajn Maguire: En kæmpe ære

Harry Maguire, Manchester United
Getty Images
Annonce

Efter bare seks måneder i klubben er Harry Maguire blevet valgt til ny Manchester United-anfører efter salget af Ashley Young til Inter Milan

Harry Maguire blev verdens dyrest midtstopper, da Manchester United i sommer hentede ham i Leicester, og den engelske landsholdsspiller har fået en godkendt start på tilværelsen på Old Trafford. Og nu får han endnu mere ansvar i sin relativt nye klub, da Ole Gunnar Solskjær har valgt ham til ny anfører efter salget af Ashley Young til Inter. Og det er en opgave, som Maguire tager alvorligt.

“Det er en kæmpe ære at blive anfører i denne prestigefyldte klub. Det er en fantastisk følelse for mig personligt, men det hårde arbejde fortsætter, og jeg vil fortsætte med at gøre det så godt, som jeg kan, både på og uden for banen, så klubben bliver succesfuld,” udtaler han ifølge Goal.

“Jeg har kun været her fem-seks måneder, og at vinde så meget tillid på så kort tid er selvfølgelig en fantastisk følelse for mig. Det giver mig selvtillid i kampene og i forhold til den måde jeg opfører mig på.”

“Det er særligt vigtigt både på og uden for banen, når man er anfører, og noget jeg ser frem til. Men som nævnt, så er det vigtigste, at klubben bliver så succesfuld som muligt i den tid, jeg er her,” tilføjer Maguire.

Den nyudnævnte anfører og holdkammeraterne kommer på en svær opgave søndag, hvor de gæster det suveræne Premier League-tophold fra Liverpool.