• Nyhed

Stryger Larsen-assist satte sjælden Udinese-sejr i gang

Annonce

Udinese fik en særdeles tiltrængt sejr over Cagliari i Serie A’s bundstrid. Jens Stryger Larsen satte første mål i 2-0 sejren op med et flot assist. Inter trak fra Lazio i toppen

Udinese kom til dagens hjemmeopgør mod Cagliari på baggrund af en forfærdelig formkurve. Blot en enkelt sejr siden slutningen af september er det blevet til for Jens Stryger Larsen og co., der befinder sig på Serie A’s 17.-plads.

Derfor ville tre point mod midterholdet Cagliari i den grad lune hos Udinese, der dog fra kampens start havde svært ved at sætte sig på begivenhederne. En lige kamp uden de store chancer, så ud til at gå til pause uden scoringer, men så dukkede Stryger Larsen op.

Danskeren sendte en flot bold på tværs af hele Cagliaris banehalvdel, og der stod Ignacio Pussetto klar til at brysttæmme den elegant ned. Angriberen halvflugtede derefter den hoppende bold ned i hjørnet af gæsternes mål, og så kunne Udinese gå fra de første 45 minutter i front.

Udvisning hjælper Udinese på vej

Og straks fra anden halvlegs start blev opgaven lettere for Udinese. Cagliaris Luca Ceppitelli fik direkte rødt efter fem minutter, da han stoppede Pussetto i en friløber. Angrebskollegaen Kevin Lasagna scorede derefter, men dommeren havde allerede fløjtet for frispark og givet et rødt kort.

Udineses 2-0 scoring var dog ikke langt væk, og syv minutter senere fordoblede schweiziske Valon Behrami føringen med et smart fladt skud fra kanten af feltet.

Det blev for stor en mundfuld for Cagliari, der ikke formåede at komme tilbage i kampen. Kevin Lasagna kunne have gjort det endnu værre, men brændte sit straffespark. Rolando Mandragora fik derpå rødt kort for hjemmeholdet, men lige lidt ændrede det. Dermed fik Udinese og Stryger Larsen en sjælden sejr og rykkede op på tabellens 15.-plads.

Inter lægger afstand til Lazio

Andetsteds tog Inter vigtige point i topstriden, da et mål af Keita Baldé var nok til at sikre en smal 1-0 sejr ude over Empoli. Lazio, derimod, måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Torino. Dermed har milaneserne syv point ned til Lazio og kun to point op til Napoli på andenplads. Det betød også, at Roma, som vandt 2-0 over Parma presser Lazio i kampen om fjerdepladsen.

Flest mål kom der i Sassuolo-Atalanta, hvor gæsterne efter en underholdende affære kunne rejse hjem med en stor 6-2 sejr. Josip Ilicic scorede hattrick på et kvarter i kampens afslutning. Genoa-Fiorentina endte 0-0, mens bundholdet Chievo tog første sejr i sæsonen med et 1-0 resultat mod Frosinone.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.