• Nyhed

Succesmanager ser tilbage: Mit Porto-hold var pornografisk

FC Porto
Getty Images
Annonce

André Villas-Boas tager sejr efter sejr i Marseille, men han mindes stadig ungdommens stjernefyldte Porto-hold med glæde

I England huskes portugisiske André Villas-Boas mest for det dårlige. Den dengang purunge manager kom til Chelsea med rygtet som den nye José Mourinho, men hverken på Stamford Bridge eller hos London-rivalerne fra Tottenham fik han meget ud af det.

Så efter to år i England røg han videre til først russisk fodbold og derefter kinesisk. I år kom han så tilbage til Europas store ligaer, da Marseille ansatte ham, og det projekt er indtil videre gået fortrinligt. Storklubben ligger med seks sejre i træk på Ligue 1’s andenplads og ligner den eneste reelle udfordrer til PSG’s trone.

Men Villas-Boas mindes nu stadig tilbage til sin ene sæson i Porto i 2010/11. Som blot 33-årig lykkedes det nemlig for manageren både at gå en hel sæson ubesejret i den hjemlige liga og vinde Europa League som den yngste træner i historien.

“I Porto gættede spillerne på startopstillingen inden kampene. Men det hold var også pornografisk,” udtaler Villas-Boas ifølge AS.

“Der var Hulk, Falcao, James, (João) Moutinho, (Nicolás) Otamendi. Det var et af verdens bedste hold. Se på de karrierer, som de har opnået. Det er utroligt,” tilføjer han.

FC Porto vandt den portugisiske liga, pokalturneringen og Europa League i 2010/11-sæsonen. Falcao scorede 38 mål i 42 kampe, og hans 17 mål i Europa League er stadig ikke blevet overgået.