• Offsite

Superliga-opstart: Sådan agerer klubberne

Annonce

3F Superliga-klubberne er tilbage på træningsbanerne efter vinterpausen. Du får her overblikket over, hvordan de 14 klubber forbereder sig til sæsonstarten i februar

Hvad der vækker mest opsigt ved 3F Superliga-klubbernes vinteropstart er, at FC Nordsjælland drager på træningslejr på The Right To Dream Academy i Ghana, mens FC Midtjylland som den eneste klub tager til Dubai, om end den beslutning vakte kritiske røster.

Her følger den komplette oversigt over, hvordan klubberne har planlagt opstarten:

FC Midtjylland

Brian Priske, FC Midtjylland
(Photo by Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images)

Brian Priskes mesterskabskandidater leverede et solidt efterår, men med nederlaget til AGF i sidste spillerunde inden jul, betyder det, at guldkampen er åben med et forspring på kun fire point ned til FC København.

Ulvene vendte tilbage på træningsbanen tirsdag d. 7. januar, og inden premieren er der planlagt træningskampe mod Esbjerg fB, Silkeborg IF, FC Fredericia og svenske Hammarby IF. Som allerede nævnt, drager midtjyderne på træningslejr til Dubai fra 1.-9. februar.

Turneringspremiere: Mandag 17. februar kl. 19.00 på hjemmebane mod Lyngby Boldklub

FC København

FC København
(Photo by Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images)

Ståle Solbakken havde sit at kæmpe med i efteråret. Skaderne haglede ned over truppen, og læg dertil et hårdt kampprogram oveni. Alligevel fandt de forsvarende mestre formen, og i særdeleshed Pieros Sotiriou viste sig som en værdifuld super-sub, da det spidsede til i slutfasen.

Mesterskabskampen er i den grad åben, men med kampe mod Celtic i kølvandet på premieren i den hjemlige turnering, bliver forårsstarten noget af en mundfuld for FCK’erne, der dog er vant til disse udfordringer.

Der er planlagt træningskampe mod Halmstads BK. Turen går til Portugals Alagavekyst fra 27. januar til 8. februar. Her er modstanderne i The Atlantic Cup blandt andet FC Astana og IFK Norrköping.

Turneringspremiere: Fredag 14. februar kl. 19.00 på udebane mod Esbjerg

AGF

Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

David Nielsen-feber i Smilets By! “De hvide fra Fredensvang” havde et efterår, hvor optimismen ikke har været større på Ceres Park i lang tid. Den måske største nyhed for de hårdtprøvede AGF-fans var, foruden en 3-1 sejr på udebane mod FCM før jul, at klubbens populære cheftræner har forlænget sin aftale med klubben.

AGF-mandskabet tog hul på opstartsfasen mandag d. 6. januar, og inden træningslejren – ligeledes på Algarvekysten – venter kampe på hjemlig grund mod Viborg FF, AaB og FC Nordsjælland. BK Häcken, Slavia Prag og Vålerenga venter ved føromtalte The Atlantic Cup.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 16.00 på hjemmebane mod Randers FC

Brøndby IF

Kamil Wilczek, Brøndby IF
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Det går aldrig stille for sig på Vestegnen. Konstante transferrygter og snakken om klubbens økonomi har været i fokus. Eksempelvis har Brøndby længe været mere end interesseret i Hobros Emmanuel Sabbi, men amerikaneren blev offentliggjort hos OB i denne uge – dog først med virkning fra sommer.

Niels Frederiksens blå-gule tropper vendte tilbage efter endt juleferie tirsdag, og så hedder det ellers træningskampe mod SønderjyskE og divisionsklubberne Avarta og Hvidovre. Portugal er også destinationen for Brøndby, og det samme er The Atlantic Cup-turneringen. Kampe venter her mod FC Astana og IFK Norköping.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 18.00 på udebane mod OB

Randers FC

Randers FC vs AGF Aarhus - Danish Superliga
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Kronjyderne overvintrer på en mere end godkendt femteplads, og det kunne ligne, at Thomas Thomasbergs tropper jagter top 6 med en intakt trup. Dog har de lyseblå bekræftet, at de er interesserede i Hobros Edgar Babayan. Han kunne være afløser for Saba Lobjanidze, hvis fremtid i Randers er usikker grundet kontraktudløb til sommer.

Klubben tog hul på opstarten mandag d. 6. januar, og inden turneringsstart venter der i første omgang træningskampe på dansk jord mod FC Fredericia, Vendsyssel FF og Vejle Boldklub. Den står på træningslejr i Belek, Tyrkiet fra 1.-9 februar, hvor tre kampe venter. P.t er der ikke sat navne på disse.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 16.00 på udebane mod AGF

AaB

AaB, FC Midtjylland
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Søren Christensen og norske Inge André Olsen er nye ansigter på Aalborg Portland Park – henholdsvis som fodbold- og sportschef – men indtil videre er der ikke meget trupmæssigt nyt at berette om hos AaB.

Cheftræner Jacob Friis’ største opgave må være at få holdet til at præstere mere stabilt efter et svingende efterår, hvor AaB lige akkurat overvintrer i top 6.

Der blev taget hul på vinteropstarten onsdag, og her venter der blandt andet kampe mod AGF, IFK Göteborg og Vendsyssel FF. 30. januar til 6. februar går træningsejren til spanske Marbella.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 14.00 på udebane mod Silkeborg IF

FC Nordsjælland

(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Flemming Petersens ‘young guns’ har det med at gribe tingene anderledes an, og med sæsonforberedelserne i år er det ingen undtagelse. FCN drager til Ghana (10.-17. januar, hvor akademiet Right To Dream holder til. Fra 29. januar til 7. februar går turen til Alicante, Spanien.

FC Nordsjællands træningskampe: AGF, Roskilde, FC Liefering, Admira Wacker, CSKA Moskva og Kalmar

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 14.00 på udebane mod AC Horsens

Lyngby Boldklub

Rezan Corlu, Lyngby
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

De kongeblå oprykkere har overrasket positivt i efteråret, hvor holdet gik på juleferie på 8. pladsen – vel og mærke med pæn margin ned til der, hvor det kan blive rigtigt grimt.

Christian Nielsens Lyngby-mandskab tog hul på forårsforberedelserne torsdag, og på hjemlig grund venter træningskampe mod Middelfart fra 2. division samt svenske Helsingborgs IF.

Rapid Wien og Rubin Kazan er Lyngbys modstandere på træningslejren, der finder sted i Belek, Tyrkiet fra 27. januar til 5. februar.

Turneringspremiere: Mandag 17. februar kl. 19.00 på udebane mod FC Midtjylland

OB

(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

‘Striwerne’ fra Ådalen overvintrer efter et svingende efterår på en skuffende 9. plads, men den placering agter OB at forbedre.

Det ses tydeligt på transferdelen, hvor bestyrelsesformand Niels Thorborg og nu afgående sportschef Jesper Hansen har haft travlt bedømt ud fra transferplanerne, selvom et par af spillerne først kommer til fra sommer, som tingene ser ud nu – her hentydes til Emmanuel Sabbi og Mart Lieder.

Jakob Michelsen og OB-truppen kunne torsdag i denne uge atter snøre støvlerne efter en pause på godt tre uger. Hvad angår træningslejr, så fortsætter den danske invasion i Belek, hvor også OB støder til. Det sker fra 27. januar til 5. februar, hvor modstanderne her er Rapid Wien og Rubin Kazan.

På dansk jord er træningskampene planlagt mod Middelfart samt svenske Helsingborg.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 18.00 på hjemmebane mod Brøndby IF

AC Horsens

Bo Henriksen, Horsens
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Bo Henriksens “Gule Fare” sluttede efteråret stærkt af – blandt andet med sejre over OB og SønderjyskE. En stærk bedrift med tanke på, at Henriksen har haft offensive udfordringer. Det er det primære område på holdet, der bør adresseres.

Først i den kommende uge vender Horsens tilbage fra ferie, og fra 29. januar – 5. februar går træningslejren til Gran Canaria.

AC Horsens’ træningskampe er som følger: SønderjyskE, Aarhus Fremad, Hobro IK, Kristiansund BK og OB.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 14.00 på hjemmebane mod FC Nordsjælland

SønderjyskE

SonderjyskE vs Randers FC - Danish Alka Superliga
(Photo by Jan Christensen / FrontzoneSport via Getty Images)

Glen Riddersholm-projektet i Haderslev har været særdeles udfordrende. I løbet af efteråret havde de lyseblå-blusede skidt stime, der lød på 6 kampe uden sejr. Inden jul sluttede SønderjyskE af med en rædderlig præstation på CASA Arena i Horsens

De dårlige stimer er der dog ikke plads til i foråret, hvor målet ene og alene for sønderjyderne må være at klare frisag i landets bedste række. Mest markante tilgang til Ridderholms mandskab må være klubbens tidligere anfører Pierre Kanstrup, der er vendt tilbage efter kuldsejlede ophold i AGF, tyrkiske Erzurumspor samt Vålerenga.

Spillerne vendte tilbage efter endt pause mandag. For SønderjyskE venter der træningskampe mod AC Horsens, Brøndby, Kolding og Viborg. Træningslejren går til Superliga-klubbernes favoritsted, Belek, og SønderjyskE er på tyrkisk jord fra 29. januar til 6. februar.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 12.00 på hjemmebane mod Hobro

Hobro IK

(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Der har været rift om Hobros bærende spillere i januartransfervinduet. Emmanuel Sabbi er blevet præsenteret som OB’er, selvom det i skrivende stund ligner et sommerskifte.

Derudover har den stærke midtstopper, Anel Ahmedhodzic, afbrudt lejeopholdet for at søge chancen hos Jon Dahl Tomasson og Malmö FF.

Allerede mandag 6. januar var Hobro-truppen samlet til første træningsdag i 2020. Turen går til tyrkiske Belek for Peter Sørensens tropper, der drager afsted i perioden 19. januar til 7. februar.

Indtil videre er der planlagt træningskampe mod AC Horsens og Skive.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 12.00 på udebane mod SønderjyskE

Esbjerg fB

Lars Olsen, Esbjerg fB
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Sidste sæsons bronzevindere fra Esbjerg havde et – mildt sagt – besværligt efterår, hvor vestjyderne hænger fast i bunddynget. Trods Lars Olsens ansættelse har EfB ikke kunnet få det til at køre i efteråret, og det ligner en hård overlevelseskamp sammen med Hobro og Silkeborg.

Lettere bliver det heller ikke med tanke på, at FC København er modstanderen i premieren. En hård opstart blev indledt onsdag på Blue Water Arena.

Ikke overraskende tager også Esbjerg en uges tid (fra 29. januar til 7. februar) til Belek, hvor der venter kampe mod FC Orenburg og FC Slovako. På hjemlig grund hedder modstanderne: Kolding, FC Midtjylland og Fredericia.

Turneringspremiere: Fredag 14. februar kl. 19.00 på hjemmebane mod FC København

Silkeborg IF

Silkeborg
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

Der er ingen tvivl om, at oprykkerne fra Silkeborg havde et forfærdeligt efterår, hvor det kun blev til to sejre. Det er, hvad det er. Det var mere, at defensiven, navnlig i sæsonstarten, lukkede mål ind på samlebånd.

Kent Nielsen råder over et – til tider – stærkt spillende hold, der dog lider under manglende rutine på vitale positioner.

Kulturbæreren Dennis Flinta har nedtrappet karrieren, alt imens ligeledes rutinerede Simon Skou Jakobsens Silkeborg-fremtid synes usikker.

Silkeborg-truppen vendte tilbage på kunstgræsset på Jysk Park i starten af denne uge. Forude venter en træningslejr i San Pedro Del Pinatar, Spanien (27. januar til 3. februar). Der er derudover planlagt træningskampe mod FC Midtjylland og Viborg.

Turneringspremiere: Søndag 16. februar kl. 14.00 på hjemmebane mod AaB

Kilder: BT, Superliga.dk og Superstats.dk

Loading