• Topliste

Superligaens 11 største udlandssalg i sidste sæson: Sådan er det gået dem

Paul Onuachu Denis Vavro Hany Mukhtar
Annonce

Hvordan er det gået den seneste sæsons storsalg fra Superligaen til udlandet? Vi tager de 11 største under luppen i denne sæson

11. Peter Ankersen (Fra FCK til Genoa for 7,5 mio. kr.)

Den tidligere FC København-back har fået en svingende start på livet i det italienske, både personligt og spillemæssigt.

Peter Ankersen har været på banen i halvdelen af Genoas kampe, i en sæson hvor danskerklubben endte med at sikre sig overlevelse til sidst.

I Ankersens 19 kampe i denne sæson er det blevet til et enkelt oplæg.

10. Kamil Wilczek (Fra Brøndby til Götzepe for 8 mio. kr.)

Et enkelt mål. Det er totalen for Kamil Wilczek efter skiftet til tyrkiske Götzepe, hvilket er en stor kontrast til de 17 mål, han scorede i 18 Superliga-kampe i denne sæson forud for skiftet.

Wilczek missede sæsonens to sidste kampe men har ellers fået spilletid i samtlige af klubbens kampe i denne forårssæson, og hans første tid i sin nye klub må derfor konstateres at være skuffende.

9. Bashkim Kadrii (Fra OB til Al-Fateh for 10 mio. kr.)

Bashkim Kadrii, OB

Fodbolden i Saudi-Arabien har ligget stille i fem måneder, og inden da blev det blot til otte målløse kampe for Bashkim Kadrii i sin nye klub.

I aften genoptager Kadrii og kompagni dog igen fodbolden, hvor man tager hul på de sidste otte runder i denne sæson. Al-Fateh har i skrivende stund fire point op til den rigtige side af stregen, så starten i Saudi-Arabien har ikke været en dans på roser for den tidligere Superliga-profil.

8. Gustav Wikheim (Fra FC Midtjylland til Al-Fateh for 10 mio. kr.)

FC Nordsjalland vs FC Midtjylland - Danish Superliga

Et halvt år før Kadrii drog Gustav Wikheim til selvsamme Al-Fateh, og han må siges at have fået en bedre start end sin danske holdkammerat.

Den tidligere FC Midtjylland-dribler har i 20 kampe scoret to gange og leveret fem assists, så han har vist fine prøver på talentet i sin nye klub.

7. Pieros Sotiriou (Fra FC København til FC Astana for 15 mio. kr.)

Pieros Sotiriou, FC København

Der var til tider langt mellem scoringerne for cyprioten i FC København, men det har der ikke været i den nye klub i Kasakhstan.

Ligesom i Saudi-Arabien har de ikke spillet fodbold siden marts, men i de første fire kampe for Astana blev det til imponerende tre scoringer for Pieros, der dermed skal følge op på den gode start i klubben, når fodbolden igen ruller på de østlige breddegrader.

6. Hany Mukhtar (Fra Brøndby til Nashville for 20 mio. kr.)

Hany Mukhtar

Ligesom hos et par af de andre store salg er Hany Mukhtar endnu ikke for alvor kommet igang med kampene efter sit skifte fra Superligaen. Før coronapausen blev det til to kampe for tyskeren i den nye klub, hvilke begge resulterede i nederlag.

Hvornår MLS igen sparkes igang, vides ikke, så vi må vente lidt med at bedømme den tidligere Brøndby-kreatørs præstationer i det amerikanske.

5. Jesse Joronen (Fra FC København til Brescia for 37 mio. kr.)

Jesse Joronen

Jesse Joronen har spillet fast for Brescia i denne sæson, kun afbrudt af et par skader og en kort tilvænningsperiode i starten. Så målt på spilletid har skiftet til Serie A været godt for finnen.

I næste sæson skal han dog sandsynligvis spille Serie B, da han sammen med holdkammeraterne i Brescia rykkede ned fra Serie A med hele 14 point op til den rigtige side af stregen.

I alt blev det til 30 kampe og kun fem clean sheets for Joronen i denne sæson.

4. Paul Onuachu (Fra FC Midtjylland til KRC Genk for 45 mio. kr.)

Paul Onuachu

“Lange Paul” var en frygtet angriber i Superligaen i flere sæsoner, og han har da også fået en god første sæson i det belgiske.

I 22 ligakampe er det blevet til ni scoringer og en enkelt assist for den høje angriber, der ligeledes fik spilletid i fem af Genks kampe i Champions League i denne sæson.

Han forventes derfor at blive en stor profil for Hannes Wolfs tropper i næste sæson, efter at man noget skuffende endte på syvendepladsen i den netop overståede sæson.

3. Andreas Skov Olsen (Fra FC Nordsjælland til Bologna for 45 mio. kr.)

Andreas Skov Olsen

Han er blevet udråbt som et af de absolut største danske talenter, men starten på livet i det italienske har været svær for Skov Olsen.

Han har fået spilletid i 26 kampe i den netop overståede sæson, men i alt er det faktisk kun blevet til 747 minutters fodbold, da han oftest er blevet brugt som indskifter.

I de 26 optrædener er det kun blevet til en enkelt scoring, og spørgsmålet er, hvor længe tålmodigheden holder med danskeren i det norditalienske.

2. Robert Skov (Fra FC København til Hoffenheim for 75 mio. kr.)

Robert Skov, Hoffenheim

Robert Skov skiftede som målfarlig højrekant i FC København og er endt som angrebsivrig venstreback i Hoffenheim. I hvert fald i en periode.

Den tidligere Superliga-bomber har haft en flot debutsæson i Bundesligaen, hvor han har kvitteret med fire scoringer og ni assists – mange af disse som back.

Han har blandt andet scoret årets mål i Hoffenheim, hvilket du kan nyde her:

1. Denis Vavro (Fra FC København til Lazio for 80 mio. kr.)

Denis Vavro

11 kampe i Serie A og seks i Europa League. Det er totalen for Denis Vavro i Lazio efter sit rekordskifte fra FC København sidste sommer.

I alt er det kun blevet til 318 minutters spilletid i Serie A i denne sæson, hvor han endda har skrabet et rødt kort til sig.

Ellers har Vavro mest været henvist til bænken, så skiftet har bestemt ikke været den store succes for den slovakiske stopper.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.