• Nyhed

Sverige videre efter vigtig sejr

Annonce

Med en 3-0 sejr over Mexico kan svenskerne nu ånde lettet op, da de nu er videre til knockout-fasen af turneringen

Der var lagt op til en vild finalerunde i VMs Gruppe F. Den ene af kampene stod mellem Mexico og Sverige. Mexicanerne vandt deres to første kampe, men var alligevel ikke sikre på avancement, mens Sverige skulle gå efter sejren.

Der gik ikke lang tid, før Sverige var lige ved at score. Et frispark blev sendt ind i Mexicos felt efter bare et enkelt minuts spil. Bolden blev headet på tværs, men svenskerne kunne ikke få prikket bolden i mål.

Et par minutter senere fik de endnu en stor chance. Sverige fik et frispark på kanten af feltet i en skarp vinkel, da dommeren mente, at Guillermo Ochoa tog bolden med hænderne udenfor feltet. Istedet for at lægge bolden ind til duel, skød Emil Forsberg på mål. Ochoa fik pareret bolden, og Mexico overlevede endnu engang.

Herefter kom Mexico dog lidt bedre med i kampen. De formåede at holde lidt bedre på bolden og udnytte deres tekniske færdigheder.

Der var dog ingen tvivl om, at svenskerne var mexicanerne overlegne i duelspillet, og efter 11 minutters spil havde Marcus Berg også en god mulighed for at score.

Mexico kunne dog også true målet. Efter et kvarters spil erobrede de bolden på Sveriges banehalvdel. Bolden blev spillet ud til Carlos Vela, der tog et træk ind i banen og afsluttede. Hans skud gik dog lige forbi den fjerne stolpe.

Svenskerne fortsatte dog med at være det farligste hold. Først afviste dagens dommer at dømme straffespark, og lige efter var Marcus Berg igen tæt på at score.

Status efter 30 minutters spil var dog, at der fortsat stod 0-0 trods store chancer. Som første halvleg skred frem faldt spillet også lidt i intensitet, og der kom længere imellem chancerne.

Carlos Vela kom frem til en fin mulighed efter 38 minutters spil, men skød både over og forbi målet, mens Marcus Berg ramte sidenettet lige inden pausen.

Derfor blev det heller ikke til mål i første halvleg.

Bare fem minutter inde i anden halvleg kom Sverige dog foran. En svensker ramte et fladt indlæg dårligt, men bolden endte helt ovre i bagrummet, hvor Ludwig Augustinsson stod klar til at sparke bolden ind.

Et minut senere havde Emil Forsberg en stor chance, men hans afslutning gik over mål.

Scoringen tvang Mexico frem på banen, og Sverige kunne nøjes med at true på kontraangreb.

Efter en time gav det dem et straffespark, da Hector Moreno væltede Marcus Berg i feltet. Andreas Granqvist stillede sig som sædvanlig op for at tage sparket, og han var da også sikkerheden selv og bolden fik netmaskerne til at blafre bag Ochoa.

Målet til 2-0 ændrede dog ikke så meget for mexicanerne. De skulle stadig bruge et point for at være sikre på avancement, og derfor pressede de også på det svenske mål.

Det var dog ikke deres dag, og efter 75 minutters spil kom Sverige foran med 3-0. Bolden blev sendt ind i det mexicanske felt og midt i al forvirringene kom Edson Álvarez til at skubbe bolden ind i eget net.

Mexico havde dog chancer til at score. Efter 80 minutters spil smadrede Javier Hernandez bolden på tværs af Sveriges felt, og ved bagerste stolpe stod Carlos Vela klar. Han nåede dog ikke at reagere hurtigt nok, så hans hovedstød fra klods hold gik forbi mål.

På trods af et tungt pres i resten af kampen, kunne Mexico dog ikke få scoret. Derfor ender det med en 3-0 sejr til Sverige, som derfor går videre til knockout-fasen.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.