• Nyhed

Tidligere FCK- og nuværende SønderjyskE-spiller indstiller karrieren

Sonderjyske vs AGF Aarhus - Danish Superliga
Getty Images
Annonce

Søren Frederiksen har efter et længere skadesforløb valgt at stille støvlerne på hylden. I stedet skal han fungere som scout og analytiker i SønderjyskE

SønderjyskE’s Søren Frederiksen blev i starten af året opereret for en slem knæskade og blev meldt ude resten af sæsonen.

Problemerne med knæet er blot en af mange skavanker, som den tidligere AaB- og FCK-spiller har døjet med i de senere år, og nu tager Frederiksen konsekvensen af de mange skader ved at indstille karrieren.

Det skriver SønderjyskE på deres hjemmeside.

Den 30-årige altmuligmand fortæller, at problemerne med knæet ikke blot påvirker hans fodboldliv, men også livet i privaten, og derfor må han sige farvel til grønsværen.

“Jeg har i en længere periode haft store problemer med mit højre knæ, og det har tre operationer desværre ikke kunnet redde. Nu er det derhenne, hvor det ikke kun generer mig i kamp og træning, men også når jeg bare er derhjemme og skal sove,” udtaler han til SønderjyskEs hjemmeside og fortsætter:

“Jeg elsker fodbold, men det er ikke det værd, når jeg ikke kan falde i søvn på grund af smerter i knæet, og på den måde er det nemt at tage beslutningen om at stoppe – selvom det selvfølgelig er svært at sige farvel til fodbolden.”

Klubben meddeler, at Frederiksen fremadrettet bliver i klubben for at varetage et job som scout og analytiker.