• Udtalelse

Tidligere FCM-træner: Højere intensitet i Belgien end i Danmark

Getty Images
Annonce

Jess Thorup er af den overbevisning, at fodbolden i Belgien er præget af en langt højere intensitet, end hvad tilfældet er i dansk fodbold

Fra 2015-2018 stod Jess Thorup i spidsen for FC Midtjylland og førte blandt andet klubben til Superliga-mesterskabet i 2018, inden han drog til belgisk fodbold og Gent, hvor han stadig er cheftræner

Dermed har Thorup god trænererfaring fra både Danmark og Belgien, og han mener, at der er ganske stor forskel på intensiteten på banen i de to lande.

“Sammenlignet med Danmark er intensiteten utrolig høj. Selv 18- og 19-årige spillere går ind i tacklingerne og 1v1-situationer. Spillerne i de belgiske klubber er villige til at lære, men samtidig udfolde deres idéer og kreativitet på banen,” udtaler han til Transfermarkt.

Thorup fortæller desuden om nogle af de udfordringer, han har haft, siden han tog til Belgien og overtog Gent-mandskabet.

“Da jeg kom til Gent i 2018, var den sværeste opgave at forme et hold – ikke at købe spillere, men at lave et hold ud af den eksisterende trup. Vi havde fantastisk dygtige individuelle spillere, der i højere grad bekymrede sig om dem selv end om holdet. Nu ser vi et hold, som virkelig kan kaldes et hold,” siger han.

Gent endte på andenpladsen i den bedste belgiske fodboldrække, da den blev afblæst i foråret, og klubben skal derfor spille Champions League-kvalifikation i næste sæson.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.