• Transfer

Tirsdagens transferrygter: Barcelona dropper Neymar – vil have Inter-bomber

Annonce

FC Barcelonas præsident afskriver Neymar, men bekræfter rygter om Lautaro Martinez. Du kan læse om alle dagens saftigste rygter lige her!

Vi starter dagens rygterundtur i Manchester City, hvor man angiveligt har planer om at tilbyde manager Pep Guardiola en særdeles lukrativ forlængelse af den nuværende aftale. Det skriver The Mirror.

Spanieren får angiveligt hele 1,25 milliarder kroner at handle ind for i det kommende transfervindue, efter klubben undgik karantænen fra Champions League.

Desuden har klubben ifølge Telegraph nu sat alle sejl ind på at hente Napolis stopper Kalidou Koulibaly til klubben denne sommer.

Real Madrid satser på Mbappé-transfer

Indtil videre spiller både Kylian Mbappé og Neymar stadig i Paris Saint-Germain, men det kan der snart blive lavet om på.

I Real Madrid pønser man i hvert fald på at sikre sig førstnævnte og gøre ham til det helt store omdrejningspunkt i den spanske hovedstadsklub.

Zinedine Zidane har dog tænkt sig at vente til næste sommer med at slå til. Det skriver Marca.

Martinez er førsteprioriteten i Barcelona

Der har længe været rygter om, at Neymar skulle tilbage til FC Barcelona, men indtil videre er brasilianeren stadig at finde i Paris Saint-Germain.

Og sådan bliver det umiddelbart ved med at være. Ifølge Mundo Deportivo afskriver Barcelonas præsident Josep Maria Bartomeu i hvert fald, at man vil gå efter at hente Neymar tilbage.

I stedet siger Bartomeu, at klubben har rettet sigtekornet mod Inters argentinske angriber Lautaro Martinez.

Bayern München på rov i Tottenham

Jose Mourinho ser ikke ud til at være den store fan af Tanguy Ndombele, som ellers blev hentet til klubben så sent som sidste sommer.

Derfor kan franskmanden være på vej ud, og det overvejer Bayern München ifølge Le10Sport at forsøge at udnytte til deres fordel.

Derudover kigger tyskerne på AS Monacos Tiemoue Bakayoko.

Oblak på blokken i Chelsea

Kepa Arrizabalaga blev den dyrest handlede målmand nogensinde, da Chelsea hentede ham til klubben i 2018, men spanieren har ikke levet op til sit prisskilt.

Derfor er The Blues nu angiveligt på jagt efter en ny keeper, og her har man ifølge Daily Mirror udset sig Atletico Madrids Jan Oblak.

Chelsea planlægger efter sigende at fremsende et tilbud med et beløb plus Kepa til Atletico Madrid.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.