• Transfer

Tirsdagens transferrygter: Real Madrid og Chelsea slås om Lazio-serber

Annonce

Flere topklubber vil have fingre i Lazio Sergej Milinkovic-Savic, mens Alexandre Lacazette kan være på vej mod Arsenal-exit. Læs dagens rygter her!

Siden Sergej Milinkovic-Savic for alvor slog igennem i Lazio i sæsonen 2017/2018, har der i samtlige transfervinduer været rygter om, at midtbanespilleren var på vej væk fra Serie A-klubben.

Endnu spiller 25-årige Milinkovic-Savic dog i Lazio, men også denne sommer er der angiveligt bud efter dem fra nogle af Europas allerstørste klubber. Det skriver Gazzetta Dello Sport ifølge The Express.

Chelsea og Real Madrid skal blandt andre have optrappet deres interesse, alt imens Paris Saint-Germain og Manchester United stadig også har kig på serberen.

Også Declan Rice er på blokken i Chelsea

Chelseas manager Frank Lampard har udover Milinkovic-Savic ifølge Times også et godt øje til West Hams Declan Rice, som manageren vil bruge i midtforsvaret.

Rice kan derfor gå hen og blive lidt af en rival til danske Andreas Christensen, hvis et skifte skulle gå hen og blive en realitet.

Manchester-klubber kæmper om stoppere

Både Manchester City og Manchester United er på udkig efter nye ansigter til defensiven, og de to naboklubber har angiveligt kig på nogle af de samme stoppere.

Ifølge The Independent har begge klubber nemlig udset sig Napolis Kalidou Koulibaly og Inters Milan Skriniar som mulige indkøb til de bageste geledder denne sommer.

Juventus og Atletico Madrid snakker med Lacazette

Arsenals Alexandre Lacazette har på det seneste primært været benyttet som indskifter af manager Mikel Arteta, hvilket nok ikke huer den franske angriber.

Om den manglende spilletid er årsagen til interessen skal være usagt, men Juventus og Atletico Madrid har ifølge L’Equipe indledt de første snakke med Lacazette om et muligt skifte.

Hvorvidt angriberen er klar på at forlade London-klubben, melder historien ikke noget om.

Sarri lurer på gammel Chelsea-kending

Inden han drog til Juventus, stod Maurizio Sarri i spidsen for Chelsea, hvor han blandt andre havde glæde af midtbanespilleren Jorginho.

Og snart kan det muligvis blive til en genforening. Tuttosport skriver i hvert fald, at Sarri og Juventus har kig på midtbanespilleren og overvejer at slå til denne sommer.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.