• Topliste

Top 5: Vinterens bedste indkøb i Superligaen

Jörgen Skjelvik Ragnar Sigurdsson
Annonce

Flere klubber har været særdeles aktive på transfermarkedet denne vinter. Vi giver her vores bud på de fem bedste indkøb i 3F Superligaen

5. Jörgen Skjelvik (OB)

Jörgen Skjelvik
(Photo by Meg Oliphant/Getty Images)

På transfervinduets sidste dag kunne OB offentliggøre lejemålet med den norske venstre back, Jörgen Skjelvik.

Den 28-årige nordmand har senest begået sig i den amerikanske MLS, hvor han i to år har optrådt for LA Galaxy.

Lejeaftalen gjaldt oprindeligt i et år, men allerede nu skulle OB have en permanent aftale klar til Skjelvik, der tidligere i karrieren har optrådt for Rosenborg og har spillet syv norske landskampe.

I OB vil Skjelvik konkurrere med Jacob Barrett Laursen om pladsen på venstre back, så fynboerne har vist rettidig omhu med denne handel, da Barrett Laursen med stor sandsynlighed bliver skudt afsted til sommer.

4. Pierre Kanstrup (SønderjyskE)

Pierre Kanstrup, SønderjyskE
(Photo by Allan Hogholm / FrontZoneSport via Getty Images)

Sheriffen er tilbage i byen. SønderjyskE kunne denne vinter præsentere deres tidligere anfører som ny spiller i klubben, da han blev hentet til på en fri transfer.

Pierre Kanstrup har siden sin tid i Superligaen haft det svært på og udenfor banen, og derfor gav det god mening for begge parter, at den 30-årige midterforsvarer vendte tilbage til SønderjyskE, hvor han bliver en vigtig spiller i den bagerste kæde.

Han kender klubben ud og ind, samtidig med, at SønderjyskE står overfor et hårdt forår, hvor man skal forsøge ikke at blande sig i den absolutte bundkamp.

3. Anders Dreyer (FC Midtjylland)

U21-landsholdet
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

FC Midtjylland har været særdeles aktive på transfermarkedet denne sommer, og en af de spillere, der er kommet ind, er den tidligere Esbjerg-profil Anders Dreyer.

Den vævre kantspiller drog til Brighton i sommeren 2018 og har sidenhen været på lejeophold i St. Mirren og Heerenveen.

Selvom Dreyer ikke slog igennem udenfor landets grænser, er det alligevel en spiller der har bevist sit værd i dansk fodbold, og med sine bare 21 år er der stadig masser af fremtid i U21-landsholdsprofilen.

FC Midtjylland har angiveligt betalt 7,5 millioner kroner for Anders Dreyer.

2. Ragnar Sigurdsson (FC København)

Ragnar Sigurdsson, FC København
(Photo by Ludvig Thunman/EuroFootball/Getty Images)

FC København har sagt farvel til Nicklas Bendtner, Carlo Holse og Frederik Ibsen denne vinter.

Ind er dog kommet klubbens tidligere forsvarsprofil Ragnar Sigurdsson, der, efter en årrække i engelsk og russisk fodbold, nu igen kan kalde sig for FC København-spiller.

Den stærke islænding har efterhånden rundet de 33 somre, så det er en særdeles rutineret spiller, der tilslutter sig FC København-mandskabet.

Sigurdsson har i første omgang fået en kontrakt ind til sommer, så han har forårssæsonen til at overbevise Ståle Solbakken om, at han er værd at satse på i fremtiden.

Mon ikke at en guldmedalje til sommer ville hjælpe Sigurdsson ved forhandlingsbordet?

1. Ronnie Schwartz (FC Midtjylland)

Ronnie Schwartz, Silkeborg
(Photo by Lars Ronbog / FrontZoneSport via Getty Images)

På transfervinduets sidste dag kom en af vinterens største transferbomber i dansk fodbold.

FC Midtjylland rettede sigtekornet mod Silkeborg og fik til sidst Ronnie Schwartz i stalden.

I Schwartz har Ulvene fået en notorisk målscorer, hvilket de ikke har været i besiddelse af i denne sæson.

Junior Brumado og to millioner kroner blev sendt den anden vej, og vi er sikre på, at Ronnie Schwartz nok skal få nettene til at blafre på MCH Arena.

Spørgsmålet er så, om Plaffeministeren kan skyde guldet hjem til Herning?