• Transfer

Torsdagens transferrygter: Chelsea kan snyde Barcelona for Pjanic

Miralem Pjanic, Juventus
Getty Images
Annonce

Barcelona er sat i forbindelse med Miralem Pjanic, men Juventus har angiveligt andre planer for bosnieren

Der er masser af snak på kryds og tværs om Juventus og FC Barcelona, der ifølge rygterne skulle have et hav af spillere oppe at vende. Én af dem er midtbanespilleren Miralem Pjanic, som catalanerne efter sigende er interesseret i at bytte sig til.

Den Gamle Dame fra Torino er dog mere interesseret i at sende spilleren til Chelsea, hvor man i stedet håber at kunne stjæle Jorginho, som Maurizio Sarri havde en god tid med i Napoli. (Sky Sports)

Inter jagter Vidal og Tonali

Også hos Serie A-konkurrenterne fra Inter vil man gerne styrke midtbanen, og her er der både ungt og gammelt blod på menuen.

Antonio Conte er således både interesseret i at hente en gammel kending fra Juventus-tiden, Arturo Vidal, og det nye italienske håb, Sandro Tonali. Ud af døren skal Matías Vecino, Roberto Gagliardini og Radja Nainggolan. (Gazzetta dello Sport via Football Italia)

Lautaro: Barcelona eller ingenting

Endnu en Inter-spiller, der kan forlade klubben til sommer, er Lautaro Martínez, som Barcelona efterhånden har jagtet det meste af sæsonen.

Om Blaugrana får råd til den dyre argentiner er yderst tvivlsomt, men hvis ikke et skifte kommer på plads, har Lautaro ingen intentioner om at forlade Inter, selvom der også er interesse fra PSG og Manchester City. (Mundo Deportivo)

United forhandler med Gladbach-angriber

Også Manchester United kigger efter forstærkninger til de forreste rækker, da der igen til sommer kan mangle en angriber i truppen.

En af favoritterne til et skifte er Gladbachs franske angriber, Alassane Plea, der har haft en glimrende sæson i Bundesligaen. Det er dog også fortsat på tale, at Odion Ighalo kan fortsætte på Old Trafford efter lejeaftalens udløb. (Sky Sports via Metro)

Chelsea-reserve til PSG?

Chelsea hentede i 2017 Tiemoué Bakayoko i AS Monaco, men midtbanespilleren slog ikke i gennem og er i denne sæson på anden lejeaftale i træk.

Det skræmmer dog ikke PSG, som leder efter en breddespiller til midtbanen, men man er trods alt ikke villige til at betale de 260 millioner kroner, som London-klubben efterspørger. (Le10 Sport via Daily Star)

Hvis du ikke har læst onsdagens transferrygter, kan du finde dem i artiklen herunder.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.