• Transfer

Torsdagens transferrygter: Jadon Sancho har truffet sin beslutning

Jadon Sancho, Dortmund
Getty Images
Annonce

Borussia Dortmunds Jadon Sancho har taget en beslutning omkring, hvor hans fremtid ligger. Læs om dette og meget mere i torsdagens transferrygter

Borussia Dortmunds 19-årige kantspiller Jadon Sancho skiftede i sommeren 2017 fra Manchester City til Dortmund på en fri transfer. Siden da har englænderen udviklet sig til at blive en af Bundesligaens bedste kantspillere.

Han har derfor også tiltrukket sig opmærksomhed fra nærmest samtlige storklubber i Europa.

Nu har Sancho dog taget en beslutning om, at han ved sæsonens udgang vil vende tilbage til England og Premier League. (Mail)

Danny Rose får ingen ny kontrakt i Tottenham

Danny Rose var for et par sæsoner siden blandt de bedste venstre backs i Premier League, og selvom han i da har fået kæmpet sig tilbage til en startplads for Totttenham, har han aldrig for alvor formået at ramme det niveau, som han havde inden sine mange skader.

Rose er i dag 29 år og har kontraktudløb om 18 måneder, men til den tid må englænderen altså kigge sig om efter en ny arbejdsgiver, da The Lillywhites har meddelt ham, at han ikke får kontrakten forlænget hos dem. (London Evening Standard)

Klubben frygter derudover, at Christian Eriksen, Jan Vertonghen og Toby Alderweireld alle vil forlade klubben på en fri transfer, når deres kontrakt udløber næste sommer. (Star)

Guardiola er ikke længere glad i Manchester City

Manchester City er med weekendens 1-3 nederlag til Liverpool nu ni point efter The Reds i Premier League-tabellen, og det ser derfor ud til at blive en yderst svær mission at skulle genvinde det engelske mesterskab.

Om det udelukkende er dette, som ligger til grund for, at Pep Guardiola ikke længere er glad i det nordvestlige England vides ikke, men han skulle ikke desto mindre være klar til at forlade klubben efter denne sæson.

Han er kædet sammen med sin tidligere arbejdsgiver FC Bayern München i den tyske Bundesliga, som fornyligt har fyret Niko Kovac. (Bild – in German)

Barca og Juve har snøren ude efter Willian

Den brasilianske kantspiller Willian har kontraktudløb med Chelsea ved sæsonens udgang, og parterne er endnu ikke kommet tættere på en aftale om en kontraktforlængelse.

Denne situation er der flere klubber, som følger tæt, og en af disse skulle være de forsvarende spanske mestre fra FC Barcelona, som også tidligere har afgivet et bud på brasseren. (Mirror)

En anden klub, som viser interesse, er Juventus. Dette kommer dog ikke som en overraskelse, da Den Gamle Dame fra Torino nærmest forsøger at sætte kløerne i samtlige storspillere med et forestående kontraktudløb.

Inter vil endnu engang på rov i England

Serie A-klubben Inter Milan hentede i sommer både Romelu Lukaku og Alexis Sánchez hos Manchester United.

De har dog ikke fået nok af offensive profiler fra den engelske Premier League. Til januar har de nemlig tænkt sig at hente den franske landsholdsangriber Olivier Giroud. (Gazzetta dello Sport, via Express)

Giroud skulle være utilfreds med den manglende spilletid under Frank Lampard og burde derfor kunne hentes billigt.

Skal Ronald Koeman til Barcelona?

Ronald Koeman gør det i øjeblikket rigtigt flot som træner for det hollandske landshold, som han står i spidsen for som minimum til og med EM-slutrunden i 2020.

Træneren har dog fornylig afsløret, at han har en klausul i sin kontrakt, som betyder, at han kan få lov at skifte til én bestemt klub, såfremt muligheden byder sig.

Denne klub skulle være FC Barcelona, og Koeman kan nu fortælle, at der sagtens kunne være en mulighed for, at han vil forlade det hollandske landshold efter EM-slutrunden til fordel for trænerposten i Barcelona. (Marca)

Loading