• Nyhed

Tre danskere med i flot Genoa-resultat i Napoli

Napoli, Genoa
Getty Images
Annonce

Genoa blev ikke spået mange chancer mod Napoli, men klarede 0-0 mod den kriseramte storklub. Bundholdets tre danskere spillede hele kampen

Både Lasse Schöne, Lukas Lerager og Peter Ankersen startede inde for bundholdet Genoa, da de lørdag aften var på en svær opgave ude mod Napoli. Men der var en forudanelse om, at lige netop nu måske ikke var det sværeste tidspunkt at møde Carlo Ancelottis mandskab, og det skulle vise sig at holde stik.

Der er mildest talt kaos i Napoli, hvor præsident Aurelio di Laurentiis er så meget på kant med spillerne, at de i løbet af ugen nægtede at opfylde klubbens ønske om at tage på tvungen træningslejr. Det førte til trusler fra præsidenten om bøder og værre ting, og Ancelotti syntes samtidig at tage spillernes side.

Heller ikke på banen går det godt for sidste års sølvvindere, der blot har en sejr ud af de seneste fem Serie A-kampe, og de fik det igen ikke let mod Genoa. Napoli havde godt nok flest skud mod mål, men på imponerende vis havde gæsterne overtaget i boldbesiddelsen.

Og det lykkedes for Genoa at opsamle deres blot 10. point i sæsonen, da de holdt det flotte 0-0 resultat fra start til slut. Napoli derimod hænger stadig fast på Serie A’s syvendeplads.

I aftenens tidligere kamp vandt Inter endnu engang, da de kom tilbage fra Veronas føringsmål og sejrede 2-1 på hjemmebane.