• Nyhed

Tre måneder endnu: Barcelona-stjerneskud jagter flot La Liga-rekord

Ansu Fati, FC Barcelona
Getty Images
Annonce

17-årige Ansu Fati er slået igennem med et brag i FC Barcelona, og den unge angriber kan slå rekorden for flest mål af en ungdomsspiller i La Liga-historien

I en ganske omskiftelig sæson, hvor negative sager uden for banen til tider har konkurreret med spillemæssige problemer om opmærksomheden, har Ansu Fati været et kærkomment lyspunkt i Barcelona. Den blot 17-årige angriber har taget fodboldverdenen med storm, og hvis han fortsætter de gode takter, så kan han også snart snuppe en imponerende rekord.

For Fati, der allerede er blevet den yngste Champions League-målscorer i historien, har scoret seks La Liga-mål til dato. Det er fem færre end Pablo Pombo Quintana, der tilbage i 1933/34-sæsonen nåede 11 mål inden sin 18-års fødselsdag.

Men Barcelona-talentet fylder først 18 år den 31. oktober og har dermed mange måneder og kampe at løbe på endnu, hvis han vil blive den mest scorende ungdomsspiller i den bedste spanske række nogensinde.

Ansu Fati scorede sit første La Liga-mål som 16-årig og slog ved den lejlighed Bojan Krkic’ rekord for yngste målscorer nogensinde. Samme Bojan har andenpladsen på U17-topscorerlisten med 10 mål. Tredjepladsen med ni mål indtages af en vis Raúl Gonzáles. Det er ikke så dumt selskab at kunne komme i.

Fati kan fortsætte sin jagt på rekorden, når FC Barcelona onsdag aften tager imod lokalrivalerne, og La Liga-bundproppen, Espanyol.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.