• Udtalelse

Trods halsgreb: Simon Kjær afviser uvenskab med Zlatan

Getty Images
Annonce

I 2016 tog Zlatan Ibrahimovic fat rundt om Simon Kjærs hals i en Europa League-kamp, men den episode er ifølge danskeren fortid

Da Manchester United og Fenerbahce i 2016 tørnede sammen i Europa League, stod Simon Kjær og Zlatan Ibrahimovic overfor hinanden på grønsværen.

Duellen udmøntede sig i en situation, hvor svenskeren tog fat om halsen på Kjær.

Nu spiller de to kamphaner sammen i AC Milan, eftersom de begge er kommet til i løbet af de seneste uger. Striden mellem dem er dog for længst ovre, lyder det fra danskeren.

“Jeg har stået overfor ham mange gange i min karriere. Vi har haft vores kampe på banen, men der er ingen problemer mellem os,” siger Kjær ifølge Daily Mail og tilføjer:

“Vi har det samme mål om at give Milan en hånd og løfte klubben så højt som muligt. Hans karriere taler for sig selv. Det er en ære for alle, at han er her.”

Den danske stopper fik forleden debut for sin nye klub, som vandt opgøret mod SPAL med 3-0.