• Nyhed

Trods krise: 3F Superliga-klubberne siger nej til lønnedgang

Superliga
Annonce

Selvom den økonomiske krise kradser i 3F Superligaen, er det ikke umiddelbart på tegnebrættet, at spillerne skal gå med til en lønnedgang

Halvdelen af klubberne i landets bedste række har benyttet sig af regeringens trepartsordning, således at klubberne har kunne sende spillere og medarbejderstab hjem og derved få kompenseret en procentdel af lønnen. Det har også betydet, at spillerne ikke er forpligtet til at træne.

I europæiske klubber har man set, at spillerne er gået med til enten en nedgang i løn, mens andre klubber har anmodet spillerne om at give afkald på lønnen i en midlertidig periode.

Tipsbladet har igangsat en rundspørge blandt de 14 Superliga-klubber, om hvorvidt de har overvejet lignende tiltag, og selvom flere klubber ikke har reageret på henvendelsen, så tegner der sig et entydigt billede af, at man endnu ikke tænker i de scenarier.

De mest konkrete overvejelser har Hobro IK gjort sig, om end mange andre ting fylder i Mariagerfjord-klubben lige for tiden. Det fremgår af bestyrelsesformand Lars Kühnels udtalelser:

“I forhold til lønnedgang tænker jeg, det er noget, Divisionsforeningen og Spillerforeningen vil drøfte med hinanden, og at vi får en vejledning derfra, hvis de bliver enige om noget. Men det er klart, at bliver en klub så presset, at at nøglen måske skal drejes, så er det set mange gange før, at virksomheden, inden det skridt tages, spørger medarbejderne, om de vil gå ned i løn for at redde virksomheden. Vi er ikke der (endnu),” udtaler Lars Kühnel til Tipsbladet.

Hovedparten af de klubber, der har responderet på Tipsbladets henvendelser, siger ‘nej’ til tanken om lønnedgang, mens Brøndbys bestyrelsesformand Jan Bech Andersen ikke vil kommentere på det.