• Nyhed

Uheldig målmand sender Liverpool på sejrskurs i Carabao Cup

Liverpool
Getty Images
Annonce

MK Dons-målmanden Stuart Moore droppede fælt og så bragte James Milner Liverpool i front. The Reds vandt 2-0 og gik videre i Carabao Cuppen

Liverpool stillede op med en lang række reserver og gav debut til unge talenter som 16-årige Harvey Elliott og Rhian Brewster, da de onsdag aften besøgte MK Dons fra Englands tredjebedste række i Carabao Cuppen. Ikke en eneste af de 11 spillere fra sejren over Chelsea i sidste weekend havde fundet vej til Jürgen Klopps startopstilling.

Og efter 10 minutters spil burde Elliott have bragt Liverpool i front, da James Milner fandt ham helt fri i feltet. Men bolden bragede mod undersiden af overliggeren og resulterede ikke i et debutantmål.

Det skulle dog vise sig at være en af de særdeles etablerede kræfter, der endelig lykkedes med at bringe Liverpool i front. Fem minutter før pausen forsøgte Milner sig nemlig med et skud fra kanten af feltet, og MK Dons-keeperen Stuart Moore formåede på uheldig vis at fumle bolden over hovedet på sig selv og ind i nettet.

17-årig afgør sagerne

Føringen holdt til pausen, og Liverpool var på vej videre i turneringen.

Fra anden halvlegs start dominerede Champions League-vinderne fortsat, og det virkede kun til at være et spørgsmål om tid før det afgørende andet mål ville komme.

MK Dons havde dog heller ikke givet op, og et kvarter inde i halvlegen endte et lumsk indlæg via en fod med at tage Liverpool-stolpen. En advarsel til The Reds om ikke at tage for let på opgaven.

Men 20 minutter før tid lukkede og slukkede Liverpool så, og igen var Milner i centrum. Den erfarne englænder sendte et skarpt indlæg på tværs af feltet, og her dukkede 17-årige Ki-Jana Hoever op. Teenageren headede sikkert bolden i nettet og skabte ro for Liverpool.

I aftenens andre Carabao Cup-kampe gik Chelsea videre med en sejr på hele 7-1 over Grimsby, Aston Villa slog Brighton på udebane og Wolverhampton slog Reading med 1-0. Overraskelserne stod Sunderland og Oxford for, da de slog henholdsvis Sheffield United og West Ham ud.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.