• Nyhed

Uheldig Real Madrid-angriber i corona-karantæne

Luka Jovic, Real Madrid
Getty Images
Annonce

Luka Jovic har haft en mareridtssæson i Real Madrid, og nu er den serbiske angriber røget i karantæne på grund af mistanke om corona

22-årige Luka Jovic fik sidste sommer et drømmeskifte til Real Madrid på baggrund af en fantastisk sæson i Eintracht Frankfurt. Men 450 millioner kroner og to mål i 25 kampe senere, har det spanske eventyr udviklet sig til lidt af et mareridt for den unge angriber.

Jovic kom igen i problemer, da han i starten af den spanske lockdown som følge af corona-epidemien brød både landets og Real Madrids regler og fløj hjem til Serbien. Det udløste ved den lejlighed en bøde, og nu er han igen kommet i serbiske virusproblemer.

Denne gang er rækkefølgen dog omvendt, idet Luka Jovic fik besøg af en ven fra Beograd, der efterfølgende viste sig at være corona-positiv. Derfor er Real Madrid-spilleren nu isoleret fra holdkammeraterne og deltager ikke i træningen i disse dage. Jovic har allerede fået taget en test, der var negativ, men Los Blancos kræver op mod fire negative tests for at bryde en karantæne. Det skriver Marca.

Luka Jovic forventes at forlade Real Madrid denne sommer, og blandt andre italienske AC Milan skulle være stærkt interesserede.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.