• Kamp

Uhre-hattrick sender Brøndby ind i kampen om tredjepladsen igen

Getty Images
Annonce

Et tidligt mål af Simon Tibbling og et flot hattrick af Mikael Uhre sikrede Brøndby en stor og vigtig 4-0 sejr over FC Nordsjælland

Brøndby var uden Samuel Mraz og Simon Hedlund, der var tabt til corona-karantæne, da FC Nordsjælland uden Mohammed Kudus gæstede Vestegnen. Men det betød dog ikke at målene manglede torsdag aften, hvor Brøndby i den grad genfandt spillelysten og humøret.

Der skulle nemlig kun gå 13 minutter før hjemmeholdet kom i front. Jobbe Lindstrøm ramte stolpen fra kort afstand, og Mikael Uhre formåede derpå at finde Simon Tibbling på returen, og svenskeren sendte sikkert bolden i nettet.

Og fem minutter senere blev det også 2-0. Andreas Bruus fandt Uhre midt i feltet, og denne gang tog han sagerne i egen hånd og headede flot endnu en scoring i FC Nordsjælland-målet.

FC Nordsjælland fik en gylden mulighed for at skabe spænding om det med et lille kvarter igen, da Martin Frese sparkede straffespark. Men Marvin Schwäbe fandt en flot fodparade frem og reddede forsøget.

Og så kunne Uhre i stedet afgøre sagerne med en scoring til 3-0 seks minutter før tid. Lindstrøm fandt angriberen helt fri foran mål, og han var endnu engang iskold.

Men brandvarme Uhre var ikke færdig endnu. For i de døende minutter fandt Anis Ben Slimane endnu engang angriberen lige foran mål, og med en inderside fuldendte han en fantastisk aften. En utrolig præstation af den ofte så udskældte Brøndby-spiller.

Da AGF samtidig tabte 0-1 i Aalborg har Brøndby nu igen kun seks point op til tredjepladsen.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.