• Udtalelse

Uli Hoeneß: Vi kommer til at opleve en ny fodboldverden

Uli Hoeness, Bayern München
Annonce

FC Bayern Münchens ærespræsident Uli Hoeneß spår, at coronakrisen får store konsekvenser for fremtidens fodbold, og at markedet forandrer sig

Udgifterne er der fortsat, men indtægterne i form af TV-penge og matchdayindtægter udebliver for alle klubber gennem corona-krisen, og det må forventes, at mange klubber bliver meget hårdt ramt på økonomien. Det har ført til nedgang i løn hos spillere i flere europæiske ligaer.

FC Bayern Münchens tidligere præsident og nuværende ærespræsident Uli Hoeneß forudser, at tilgangen til blandt andet transfers ændrer sig, når støvet fra corona-krisen har lagt sig. Det kommer til at tage nogle år før fodboldens økonomi er tilbage på det niveau, som vi kendte før udbruddet, udtaler Hoeneß til det tyske medie Kicker.

“Transfersummerne vil falde og kommer ikke op på det nuværende niveau i de næste to eller tre år. Alle lande er ramte. Vi kommer helt sikkert til at opleve en helt ny fodboldverden,” udtaler Bayern-ærespræsidenten.

Rekordmestrenes dyreste indkøb i historien er forsvarsspilleren Lucas Hernández, som Bayern hentede i Atlético Madrid for 600 millioner kroner forud for denne sæson.