• Nyhed

Utilfreds Klopp: Nations League giver ingen mening

Annonce

Liverpool-træner Jürgen Klopp forstår ikke meningen med landsholdsturneringen Nations League

Den tyske Liverpool-manager Jürgen Klopp er stærkt utilfreds med at skulle afgive mange af sine spillere til landsholdstjeneste i forbindelse med Nations League, Det Europæiske Fodboldforbunds nye landsholdsturnering.

Tyskeren kalder Nations League for “den mest meningsløse turnering i fodboldverdenen”, fordi han mener, at den belaster spillerne unødigt.

“Jeg ved ikke præcis, hvad man kan vinde, men der er en eller anden finale næste sommer, og det er det,” siger Klopp om turneringen, der blev introduceret af UEFA for at erstatte venskabskampene med en miniturnering, der kan give billet til EM i 2020.

Efter søndagens remis mod Manchester City måtte Klopp og kollegaen hos modstanderne, Pep Guardiola, se flere spillere drage i landsholdslejr forud for Nations League-kampe.

Men Liverpool-manageren er bekymret for spillernes tilstand.

Især de engelske landsholdsspillere har ikke fået meget hvile siden VM. Liverpool havde Trent Alexander-Arnold og Jordan Henderson i Englands VM-trup, mens Manchester City havde Kyle Walker, John Stones, Raheem Sterling samt Fabian Delph med.

Mens Klopp er glad for, at Liverpools hektiske kampprogram med syv kampe på 23 dage er ovre, så er han bekymret for landsholdspausen, hvor en stor del af hans mandskab skal spille kampe i Nations League.

“Vi er nødt til at begynde at tænke på spillerne. Du kan ringe til træneren for hvert eneste land og spørge: “Kan du undvære nogle af spillerne”, og han vil sige: “Jeg er også under pres, fordi det er Nations League”,” siger Klopp.

Han fortæller, at Jordan Henderson kun har haft to ugers pause efter VM.

Træthed i topkamp

At dømme ud fra spillet i topkampen mellem Liverpool og Manchester City kunne man godt få mistanke om træthed blandt spillerne.

Alligevel er Klopp meget tilfreds med sit holds præstation i 0-0-kampen.

“Jeg er rigtig glad for drengenes præstation. Jeg synes, vi forsvarede fantastisk. Vi har ofte spillet mod City, og de er fremragende. Det var rigtig intenst, og begge parter viste respekt for modstanderne,” siger han.

Den målløse affære på Anfield betyder, at Manchester City, Chelsea og Liverpool alle ligger i spidsen af Premier League med 20 point efter ottende spillerunde. På fjerde- og femtepladsen ligger Arsenal og Tottenham med 18 point.

/ritzau/