• Nyhed

Utilfredshed i Frankrig: Ligue 1-klubber skal høres torsdag

Joachim Andersen, Lyon
Getty Images
Annonce

Tre klubber har appelleret over aflysningen af sæsonen i Ligue 1, og nu bliver sagen taget op af den franske domstol

Den franske regering var hurtigt ude og aflyse al fodbold i landet indtil september, da corona-krisen var på sit højeste, hvilket efterfølgende fik Ligue 1 til at afslutte sæsonen med omgående virkning.

Den daværende stilling blev fastfrosset, og det betød, at Amiens og Toulouse blev erklæret som nedrykkere, mens storklubben Olympique Lyon måtte vinke farvel til europæisk fodbold i næste sæson qua deres syvendeplads.

Det var de tre klubber dog ganske utilfredse med, og de har siden appelleret kendelsen til landets domstol. Lyon-præsident Jean-Michel Aulas har blandt andet sendt et åbent brev til regeringen.

Nu skriver France Football så, at sagen bliver taget op af Frankrigs dømmende organ, der giver de tre klubber talerør på torsdag.

Lyon kræver, at sæsonen genoptages, mens de to øvrige klubber blot kræver en annullering af nedrykningen til Ligue 2.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og videoer, kan du gøre det via linket herunder.