• Reaktion

Valencia og Rodrigo slog Ajax ud: Et mirakel

Rodrigo, Valencia
Getty Images
Annonce

Rodrigo blev matchvinder, da Valencia sendte Ajax ud af Champions League tirsdag, og han hylder sine holdkammeraters indsats

Valencia med Daniel Wass på banen i hele kampen lammede tirsdag aften det meste af Amsterdam, da de spanske gæster slog sidste sæsons Champions League-semifinalister med 1-0.

Med sejren gik Valencia videre som gruppevinder, mens Ajax blev skubbet fra første- til tredjepladsen i gruppen og dermed er færdig i årets Champions League.

Et hårdt slag for det hollandske storhold, men en kæmpe succes for Valencia, hvor kampens enlige målscorer, Rodrigo, fandt de store ord frem efter triumfen.

“Vi lagde så mange kræfter i kampen mod Chelsea sidst (som blev 2-2, red.), men fik ikke gjort arbejdet færdigt. Men det her hold bliver aldrig træt af at skabe mirakler, og vi har lavet endnu et i aften,” siger han ifølge uefa.com.

Han mener, at sammenholdet i truppen har været altafgørende for den succes, man har haft de seneste år efter nogle svære år forinden.

“Jeg er henrykt, fordi det her hold er som en familie. Jeg har ikke ord, som kan beskrive mine holdkammerater,” siger han.

Valencias cheftræner, Albert Celades, er enig med sin angriber i, at der er et enestående sammenhold blandt spillerne.

“Jeg er så glad for at have denne gruppe spillere. Det er fantastisk at være en del af omklædningsrummet,” lyder det fra Celades til uefa.com efter sejren.

“Det var en enestående indsats, og fansene vil huske denne kamp i lang, lang tid,” afslutter han.

Chelsea slog hjemme Lille med 2-1 og går videre som nummer to fra gruppen.

/ritzau/

Loading