• Nyhed

Vikarierende Esbjerg-chef vil ikke have jobbet

Claus Nørgaard, Esbjerg
Annonce

Den midlertidige cheftræner i Esbjerg, Claus Nørgaard, ønsker ikke jobbet som permanent cheftræner i klubben

Efter Esbjergs 0-3-nederlag til Randers i sidste uge blev cheftræner John Lammers fyret af klubben.

I stedet blev assistenttræner Claus Nørgaard indsat som midlertidig træner, indtil der er fundet en ny til jobbet som cheftræner i den vestjyske klub.

Nørgaard, der tidligere har været cheftræner i Superligaen for Sønderjyske, er ikke interesseret i at veksle en tilværelse som midlertidig træner til permanent træner.

“Jeg er ikke interesseret i at være cheftræner her og nu,” siger Claus Nørgaard.

“Jeg kom til Esbjerg i sommer, fordi jeg gerne ville have rollen som assistenttræner, og det har ikke ændret sig.”

“Klubben har stået i en svær situation, og derfor har jeg sagt ja til at være midlertidig træner for at bakke spillerne og klubben op.”

Sportschefen i Esbjerg, Jimmi Nagel, er glad for, at Nørgaard trods ønsket om ikke at være cheftræner har taget jobbet som midlertidig træner.

“Vi er glade for, han har sagt ja til at tage stafetten, imens vi finder den afløser, som skal være permanent Esbjerg-træner,” siger Jimmi Nagel.

Det har ifølge sportschefen aldrig været på tale, at Nørgaard skulle være cheftræner.

“Vi har ansat Nørgaard som assistenttræner, fordi vi mener, at han kan gøre et fremragende stykke arbejde i den rolle.”

“Derfor har planen hele tiden været, at han skal tilbage i den rolle, og det kommer ikke til at ændre sig.”

Hvor længe Nørgaard har pladsen i trænersædet, ved Jimmi Nagel dog ikke.

“Vi har ikke sat nogen deadline for, hvornår der skal være fundet en ny træner.”

“Selvfølgelig vil vi gerne løse det så hurtigt som muligt, men omvendt vil vi også tage os så god tid, som det kræver,” siger han.

/ritzau/

Loading