• Nyhed

VM-værterne Qatar igen under stor kritik

Qatar, VM
Getty Images
Annonce

VM-værterne fra Qatar er igen kommet i fokus, da en rapport fra Amnesty International sender stor kritik afsted mod oliestatens arbejdsforhold

Siden Qatar fik tildelt værtskabet for VM i 2022, har der været massiv international kritik, da mange mener, at nationen af mange årsager ikke fortjener anerkendelsen.

Afstemningen, der gav Qatar æren af at afholde slutrunden, er blevet beskyldt for at være påvirket af bestikkelse, mens arbejdsforholdene under konstruktionerne af stadions også er under beskydning.

Det er primært fremmedarbejdere, som er hentet ind for at fuldføre byggerierne, og her har Qatar endnu ikke fået styr på basale menneskerettigheder. Det skriver Amnesty International i en ny rapport i følge DR.

Oliestaten har tidligere lovet at forbedre de urimelige arbejdsforhold, hvor blandt andet arbejdernes mad- og boligforhold er stærkt kritisable.

Den nye kritik er kommet på, at arbejdernes klagemuligheder stadig ikke fungerer, som de skal. Når en klagesag vindes, bliver der således ofte ikke rettet op på den respektive uretfærdighed.

“(…) vi påpeger med denne seneste rapport, at det ikke er nok med løfter og fine ord. Klageinstansen kan ikke følge med, arbejderne bliver fanget i nærmest kafkaske forhold, og myndighederne har lovet en fond, der kan udbetale den manglende løn, men den er aldrig blevet oprettet,” siger Amnestys danske generalsekretær Trine Christensen.

Der påpeges dog også, at der sker fremskridt i processen, og Amnesty er endnu ikke gået så langt som til at anbefale et boykot af Qatar som VM-vært.

Har du endnu ikke hentet ronaldo.com-appen, hvor du kan følge med i de seneste fodboldnyheder, transferrygter og se videoer, kan du gøre det via linket herunder.