• Nyhed

Zlatan: Med mig ville San Paolo være udsolgt hver søndag

Zlatan Ibrahimovic, LA Galaxy
Getty Images
Annonce

Zlatan Ibrahimovic leger med tanken om at gentage legenden Diego Maradonas bedrifter i italienske Napoli efter at have set dokumentarfilm om argentineren

Los Angeles Galaxy gik med Zlatan Ibrahimovic på holdet videre til kvartfinalen i MLS-slutspillet natten til mandag dansk tid.

Den svenske angriber kom ikke selv på måltavlen i 2-1-sejren ude over Minnesota United, men han var alligevel i fokus efter sejren.

Op til kampen havde Ibrahimovic ytret sig om sin fodboldfremtid, som fortsat er uvis, når kontrakten i USA udløber med udgangen af året.

Og Ibrahimovic har sagt, at han sagtens kan se sig selv præstere på topniveau i en af de store europæiske ligaer.

En journalist ville vide, om Ibrahimovic har fået et opkald fra Napoli-træner Carlo Ancelotti.

“Alle ringer til mig. Vil du også have mit nummer, så du også kan ringe?” spørger Ibrahimovic med et grin ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Forbindelsen til Napoli og Ancelotti blev aktuel, efter at Ibrahimovic åbnede op for et skifte til den syditalienske klub.

Ibrahimovic fortalte forleden, at han havde set dokumentarfilmen om Diego Maradona og argentinerens storhedstid i Napoli, og det vækkede noget i ham.

“Jeg satte pris på dokumentaren om Maradona, der er ingen som ham. At se den kærlighed fra byen får mig næsten til at ønske at opleve Napoli. Det ville være fantastisk at gentage det, som Maradona gjorde.

“Jeg siger ikke, at jeg skifter til Napoli. Den endelige beslutning afhænger af forskellige ting. Men det er en mulighed, der skaber entusiasme.

“Med mig ville Stadio San Paolo være udsolgt hver søndag. Og så er der Ancelotti – en legende,” sagde Ibrahimovic til Gazzetta dello Sport.

Tidligere har Ibrahimovic spillet for Juventus, Inter og AC Milan i Italien.

Inden et muligt skifte skal Ibrahimovic dog lige gøre sæsonen færdig i USA, hvor Los Angeles Galaxy i kvartfinalen skal møde lokalrivalerne fra Los Angeles FC.

/ritzau/

Loading